Neil og Amanda

Sjældent har jeg hang til romantik, og hvis ikke denne kommer i særligt smuk indpakning, som for eksempel Jane Eyre eller en tilsvarende sjov og pudsig tilgang, som Rainbow Rowell formår, så keder jeg mig ofte bravt. Romantik er et hyppigt tema i mange fantasybøger, som ellers er en foretrukken genre, men det er ofte tabt på mig, og jeg føler det er fyld for fyldets skyld, som fjerner fokus fra det essentielle; magi, drager og det ondes kamp for evigt liv!

Anderledes varm om hjertet blev jeg, da jeg for ikke mange måneder siden erfarede, at to af verdens mest geniale mennesker skulle have et barn sammen. Amanda Palmer og Neil Gaiman har begge været med til at forme min barndom, og en mere poetisk romance kan jeg næsten ikke forestille mig. Da jeg som ensom 13-årig læste Coraline for første gang, gudhjælpemig omtrent samtidig som jeg opdagede bandet Dresden Dolls, følte jeg en mening og en samhørighed med det univers som de hver især skabte. Amandas musik har fulgt mig hele vejen - Neil er jeg vendt tilbage til efter nogle års alt for sporadisk læsen.

It's a match made in Neverwhere - den der skæve tilgang, som alligevel er ultraskarp og samfundskritisk. Amanda har sammen med en tegner skabt en lille film om Neil. Det her er romantik på et helt andet plan. Virkelig, men drømmende. Uden berøring, men mere nær end tusind kys. 

Perla

"Perla" af Carolina De Robertis, udgivet 2012, Politikens Forlag, 3/5 stjerner

Perlas far er officer ved den argentinske flåde, og på trods af hendes hengivenhed overfor ham, ved hun, at hun kun kender den halve sandhed om faderens fortid. Forældrene formår ikke at skærme Perlas årvågne ører for rygter om folk der er forsvundet sporløst, og om mødre der troligt demonstrerer for deres forsvundne sønner. 

"Mor sukkede. "Det er fint, at du gerne vil lære så meget," sagde hun, selvom hun alligevel prøvede at styre mig tilbage til børnebøgerne, som var lettere at forstå, påpegede hun, og desuden var det mindre sandsynligt, at de var fuldt med løgne."

Under det argentinske militærdiktatur mellem 1976 og 1983 forsvandt 30.000 mennesker. Havet var i mange tilfælde endestationen for de ulyksalige folk der modsatte sig styret. En af disse skæbner har bosat sig på Perlas stuegulv; på bedste magisk realistiske vis finder sandheden ind i hendes liv med et genfærd. Et af de absolut fineste elementer i denne fortælling er deres stiltiende konversation, hvordan man higer efter at kende sandheden bag mandens visit, men kun får flige, og Perla får slet ingenting - måske fordi hun allerede ved.

Den grove vold står i skarp kontrast til den fine, farverige skrivestil, og atmosfæren af solskin og et ubesværet ungdomsliv, som meget af den historie vi får fra Perlas perspektiv er præget af. Netop Perlas ubekymrede hverdagsobservationer gjorde at læseoplevelsen for mig havde flere dimensioner og ikke kun bliver til en beretning om systematiske løgne, svigt og tortur.

"Og hvor var det egentlig et besynderligt ritual, det at forberede sig på at gå ud, og at det at bevæge sig ud i verden og foretage sig ting, der kan betegnes som produktive, medfører disse små intime ritualer som at plukke øjenbryn, indsæbe lår, sætte hår foran spejlet, disse ritualer, hvor man ser på sig selv uden at se på sig selv"

Anderledes dyster er skrivestilen når historien er set gennem det dryppende genfærd øjne. Vandet er allestedsnærværende, også i bølgerne af de sætninger der synes nærmest endeløse. Poesien er ikke til at tage fejl af, men kunne være gjort kortere og mere præcist end det er tilfældet. Flere gange glipper min opmærksomhed og jeg springer ubevidst nogle ord over, og beslutter mig efterfølgende for ikke at vende tilbage til dem. Strømmen af ord, og sætningerne der kan blive mange, mange linjer lange uden et punktum virker som en ureredigeret, fri og essayagtig tankestrøm. Alligevel falder jeg sommetider over en vending, der synes at besidde uendelig dybde.

Andre gange kræver ordene en udelt opmærksomhed og de er hver især dyrebare, giver klare, men sparsomme stumper af noget, jeg vil have mere af. For hele vejen, trods hvad der for mig syntes som fyld - stemningsbetonende fyld, men dog fyld - er selve historien fænomenal. For det meste ses denne uforglemmelige, hjerteskærende historie dog gennem et skvulpende turkisgråt filter, som på den ene side understreger den uvidenhedens tåge som hele Argentinas befolkning levede i under og umiddelbart efter styrets fald. På den anden side efterlod det mig utålmodig.

Om stilhed og vand

På trods af hyppige yogatimer og en ingen-elektronik-i-soveværelset-politik, er jeg usandsynligt dårlig til at slappe af og lade stilheden råde. Det eneste der øjensynligt virker, er vand og vidtstrakte horisonter. At lade blikket hvile, og lade tankerne blive ét med dønningernes blide brusen. At slentre, langsomt, i takt med at himmelen skifter farve og den lavendelblå bliver til fersken og bly.

Var det ikke for studierne, havde jeg smidt hvad jeg har i hænderne og flygtet ud til vandet og sandet og skoven. Det her bilos er vidst ikke lige mig, omend jeg er en flittig aftager af kulturtilbud. Men den her stilhed. Den allestednærværende stilhed, den koster ikke noget, den er ikke et arrangement annonceret på facebook. Den er gratis og den er livgivende.

Noget om bogmærker og at gøre bøger til sine egne

I dag så jeg på Arnold Buscks facebookside en illustration, der - selvfølgelig ment i sjov - deler folk op i to grupper; dem der bruger bogmærker, og monstre som laver æselører. Jeg har haft diskussioner med veninder om den nærmest blasfemiske handling det er, at "tilsmudse" de fuldendte og fejlfri sider, ligeledes har jeg set blogindlæg om selvsamme. Og her står jeg med en fod i begge lejre. Som med så meget andet har jeg simpelthen intet system for min handlen, haha. Nogle bøger får mine fingre til at krible og kilde for at tegne små tegninger, understrege passager, skrive i margen og lave æselører hver gang en side fanger min opmærksomhed exceptionelt. Andre bøger - ofte de specielt smukke eksemplarer eller de, der simpelthen ikke fanger min interesse, får lov at forblive intakte.

Utallige timer af mit liv er blevet brugt hos bogantikvarer, og jeg finder en enorm charme i et simpelt 35 ,- bag på forsiden, forrige ejers initialer eller en hilsen som tegn på, at bogen en gang har været givet i gave: Kæreste du, jeg kluklo hele vejen igennem og kom til at tænke på dig.

Noterne giver i min verden bøgerne en ekstra dimension. Bogen vil aldrig bare stå alene, for to mennesker læser som bekendt aldrig den samme bog. Skriblerierne og æselørerne er stadfæstelsen af en tilegnelse, personliggørelsen.

Blot fordi jeg generelt er skruppelløs med hensyn til overgreb på mine stakkels indbundne venner, betyder det dog ikke, at jeg kan undvære bogmærker. Bogmærker er uundværlige følgesvende og som oftest stemningsgivende i sig selv. En evig forvirring ville opstå, hvis jeg skulle kende forskel på æselører der markerer passager der skal genopleves og de, der angiver, hvortil jeg er nået. Mine kreative evner er begrænsede, men når den kommer til bogmærker vil skabelysten ingen ende tage. Omtrent to tredjedele af mine bogmærker har jeg selv kreeret, og resten er minder fra rejser eller bogforretninger jeg har kær. Hver et mærke har en historie, et ophav. 

Lidt om København og pusterum

Ligeså meget tid jeg havde i sidste måned, ligeså lidt tid synes nu at være til rådighed. Eller også fyldes de sparsomme timer nu bare mere effektivt ud. Bachelor er sat i gang. Alle de frivillige projekter jeg har engageret mig i kræver opmærksomhed. Og praktikken sætter virkelig mine evner på prøve.

End ikke min læselyst har rigtig været i balance. Et par uforpligtende lydbøger er det blevet til, på de mange vandringer. Det slog mig ikke, før i går, at den bog jeg læste i virkeligheden bare ikke var særlig god. Jeg tænkte, at det var min koncentration og indlevelse der svigtede. Men bogen fordrede i virkeligheden slet ikke indlevelse, var fyldt med personer der aldrig blev nævnt med andet end navn, og samtlige karakterer var sært og dog umærkeligt distancerede og usympatiske. Bogen er The Steampunk Trilogy af Paul di Filippo, en jeg havde set meget frem til, og måske især derfor gav jeg mig selv skylden for en skuffende læseoplevelse.

Er der endelig et øjeblik, fylder jeg det med hvad der synes som endeløse vandringer i det Københavnske landskab. Det eneste der synes at få mine celler til at slappe af. Kræver min umiddelbare, ukontrollerede bevidsthed. Der kan jeg slå fra og glædes over knopperne på træerne, folk der højlydt konverserer på et gadehjørne og forsvinde lidt i mængden. Og pludselig føler jeg en helt uvurderlig taknemmelighed for mine ben, der bare går og går, og det føles så let og ubesværet. Der er noget magisk over forbindelsen mellem hjerne og legemsdele, og den blotte bevægelse føles som det simpelste og største af mirakler.








På hjørnet af H. C. Lumbyes Gade og Landskronagade på Østerbro har en familie opsat et lille byttebibliotek. Det glæder mit hjerte, og med et føler man sig forbundet til en masse andre litterære sjæle, uden overhovedet at have truffet dem.

Spraglede februar

Sikke en formidabelt lyserød komposition jeg her har stablet på benene. Februar var særdeles mere spraglet end som så. Tung og let. Søvnig og aktiv. Drømmende og helt afsindigt realistisk. Sådan. BANG - her er dit liv - er det det her du vil? Samtidig med at jeg føler at jeg kan smutte lige ind igennem væggen og befinde mig i Hugo Cabrets værelse på en banegård i Paris. 

Den korte tid som fuldtid i praktik har vist mig en vidunderlig verden - efter arbejde. Jeg har læst meget og set mange film og hørt meget musik. Jeg har nydt min nyvundne frihed, at jeg nu selv regerer over timerne mellem 16 og sengetid, hvilket har været ganske mærkværdigt. Og næsten uden at blinke har det lykkedes mig at engagere mig i alskens frivillige foretagender, fordi jeg øjensynligt ikke kan finde ud af at holde fri. Gudskelov, at jeg nu skal begynde på mit bachelorprojekt, så dette anarki ikke tager overhånd. 

I februar læste jeg 9 bøger. 8 håndgribelige, 1 lydbog, og omtrent tusind siders faglitteratur.
Jeg gik lange paranoide ture på heden i Hound of the Baskervilles, græd med unge nordkoreanske piger, forargedes over Stuart Littles naive uopdragenhed og forsvandt i tid og sted i The Time Travellers Wife. 
Jeg var afsindigt skuffet over Hvor blev du af Bernadette, og begriber slet ikke hvordan den blev præsenteret for mig som en humoristisk bog. En deprimerende, evig gentagelse af sig selv. Kun slutningen gjorde det nogenlunde værd, at have brugt sin tid på.
The Invention of Hugo Cabret fik mig til at gispe og holde vejret, grine, forundres og falde i staver over sirlige, men grove blyantsstrøg, forsvinde ind i en verden jeg altid har vidst jeg hørte til i, men som jeg ikke vidste hvor jeg skulle finde.

"Jeg kan godt lide at forestille mig verden som en stor maskine. Forstår du, maskiner har ikke nogen overflødige dele. De har nøjagtigt det antal og den slags dele, de behøver. Så hvis verden er én stor maskine, må det betyde, at der er en grund til, at jeg er her."

Om læsehjørner og systemer

Somme tider slipper en strøm af indretningsgalskab igennem mit filter. Da det er begrænset hvor meget der er at rykke rundt på, i blot to værelser, går ulykken ofte ud over mine bøger. I denne omgang skete det i går. Aftes. Og ikke før jeg var færdig kunne jeg hvile, ej heller da min kæreste erklærede sin retræte til soveværelset. Det mindede om mani - men nej, det var blot særdeles hyggeligt. De to øverste billeder viser lidt af processen - forfærdeligt fotolys, men jeg synes det var ganske skulpturelt. Hvis ikke det var så upraktisk, havde det nok fået lov at blive liggende.

Længe har jeg ytret et ønske om en ny bogreol, og som kaldet fra himlen fik jeg en forærende. Jeg har brugt så lang tid på at udtænke sindrige systemer - alfabetisk, farver, hylder til læst/ikke læst, kronologisk, genre - at jeg fik mig en overraskelse, da så, at afstanden mellem hylderne på den nytilkomne reol kun er 25 cm. Og de kan ikke rykkes. Så nu har jeg en bogreol til små bøger og en til store bøger. Haha.

Hvordan det er lykkedes mig at fylde en hel reol mere, begriber jeg simpelthen ikke. Jeg er bekendt med, at der lå bøger hist og her, på gulvet og i vindueskarme, men at de skulle fylde så meget er mig et mysterium. Jeg havde håbet, at jeg nu havde en fin bevæggrund for at gå på antikvariatjagt, men næh-nej.

Et hjemmebibliotek har længe været min drøm. Jeg drømmer om 5 meter til loftet med reoler hele vejen, chesterfieldmøbler og en stige der glider på skinner. Gerne med privat pianist der bidrager til min læsning med søde toner. Men indtil da, er min nye læsehjørne absolut tilstrækkeligt.