Om stilhed og vand

På trods af hyppige yogatimer og en ingen-elektronik-i-soveværelset-politik, er jeg usandsynligt dårlig til at slappe af og lade stilheden råde. Det eneste der øjensynligt virker, er vand og vidtstrakte horisonter. At lade blikket hvile, og lade tankerne blive ét med dønningernes blide brusen. At slentre, langsomt, i takt med at himmelen skifter farve og den lavendelblå bliver til fersken og bly.

Var det ikke for studierne, havde jeg smidt hvad jeg har i hænderne og flygtet ud til vandet og sandet og skoven. Det her bilos er vidst ikke lige mig, omend jeg er en flittig aftager af kulturtilbud. Men den her stilhed. Den allestednærværende stilhed, den koster ikke noget, den er ikke et arrangement annonceret på facebook. Den er gratis og den er livgivende.

Noget om bogmærker og at gøre bøger til sine egne

I dag så jeg på Arnold Buscks facebookside en illustration, der - selvfølgelig ment i sjov - deler folk op i to grupper; dem der bruger bogmærker, og monstre som laver æselører. Jeg har haft diskussioner med veninder om den nærmest blasfemiske handling det er, at "tilsmudse" de fuldendte og fejlfri sider, ligeledes har jeg set blogindlæg om selvsamme. Og her står jeg med en fod i begge lejre. Som med så meget andet har jeg simpelthen intet system for min handlen, haha. Nogle bøger får mine fingre til at krible og kilde for at tegne små tegninger, understrege passager, skrive i margen og lave æselører hver gang en side fanger min opmærksomhed exceptionelt. Andre bøger - ofte de specielt smukke eksemplarer eller de, der simpelthen ikke fanger min interesse, får lov at forblive intakte.

Utallige timer af mit liv er blevet brugt hos bogantikvarer, og jeg finder en enorm charme i et simpelt 35 ,- bag på forsiden, forrige ejers initialer eller en hilsen som tegn på, at bogen en gang har været givet i gave: Kæreste du, jeg kluklo hele vejen igennem og kom til at tænke på dig.

Noterne giver i min verden bøgerne en ekstra dimension. Bogen vil aldrig bare stå alene, for to mennesker læser som bekendt aldrig den samme bog. Skriblerierne og æselørerne er stadfæstelsen af en tilegnelse, personliggørelsen.

Blot fordi jeg generelt er skruppelløs med hensyn til overgreb på mine stakkels indbundne venner, betyder det dog ikke, at jeg kan undvære bogmærker. Bogmærker er uundværlige følgesvende og som oftest stemningsgivende i sig selv. En evig forvirring ville opstå, hvis jeg skulle kende forskel på æselører der markerer passager der skal genopleves og de, der angiver, hvortil jeg er nået. Mine kreative evner er begrænsede, men når den kommer til bogmærker vil skabelysten ingen ende tage. Omtrent to tredjedele af mine bogmærker har jeg selv kreeret, og resten er minder fra rejser eller bogforretninger jeg har kær. Hver et mærke har en historie, et ophav. 

Lidt om København og pusterum

Ligeså meget tid jeg havde i sidste måned, ligeså lidt tid synes nu at være til rådighed. Eller også fyldes de sparsomme timer nu bare mere effektivt ud. Bachelor er sat i gang. Alle de frivillige projekter jeg har engageret mig i kræver opmærksomhed. Og praktikken sætter virkelig mine evner på prøve.

End ikke min læselyst har rigtig været i balance. Et par uforpligtende lydbøger er det blevet til, på de mange vandringer. Det slog mig ikke, før i går, at den bog jeg læste i virkeligheden bare ikke var særlig god. Jeg tænkte, at det var min koncentration og indlevelse der svigtede. Men bogen fordrede i virkeligheden slet ikke indlevelse, var fyldt med personer der aldrig blev nævnt med andet end navn, og samtlige karakterer var sært og dog umærkeligt distancerede og usympatiske. Bogen er The Steampunk Trilogy af Paul di Filippo, en jeg havde set meget frem til, og måske især derfor gav jeg mig selv skylden for en skuffende læseoplevelse.

Er der endelig et øjeblik, fylder jeg det med hvad der synes som endeløse vandringer i det Københavnske landskab. Det eneste der synes at få mine celler til at slappe af. Kræver min umiddelbare, ukontrollerede bevidsthed. Der kan jeg slå fra og glædes over knopperne på træerne, folk der højlydt konverserer på et gadehjørne og forsvinde lidt i mængden. Og pludselig føler jeg en helt uvurderlig taknemmelighed for mine ben, der bare går og går, og det føles så let og ubesværet. Der er noget magisk over forbindelsen mellem hjerne og legemsdele, og den blotte bevægelse føles som det simpelste og største af mirakler.








På hjørnet af H. C. Lumbyes Gade og Landskronagade på Østerbro har en familie opsat et lille byttebibliotek. Det glæder mit hjerte, og med et føler man sig forbundet til en masse andre litterære sjæle, uden overhovedet at have truffet dem.

Spraglede februar

Sikke en formidabelt lyserød komposition jeg her har stablet på benene. Februar var særdeles mere spraglet end som så. Tung og let. Søvnig og aktiv. Drømmende og helt afsindigt realistisk. Sådan. BANG - her er dit liv - er det det her du vil? Samtidig med at jeg føler at jeg kan smutte lige ind igennem væggen og befinde mig i Hugo Cabrets værelse på en banegård i Paris. 

Den korte tid som fuldtid i praktik har vist mig en vidunderlig verden - efter arbejde. Jeg har læst meget og set mange film og hørt meget musik. Jeg har nydt min nyvundne frihed, at jeg nu selv regerer over timerne mellem 16 og sengetid, hvilket har været ganske mærkværdigt. Og næsten uden at blinke har det lykkedes mig at engagere mig i alskens frivillige foretagender, fordi jeg øjensynligt ikke kan finde ud af at holde fri. Gudskelov, at jeg nu skal begynde på mit bachelorprojekt, så dette anarki ikke tager overhånd. 

I februar læste jeg 9 bøger. 8 håndgribelige, 1 lydbog, og omtrent tusind siders faglitteratur.
Jeg gik lange paranoide ture på heden i Hound of the Baskervilles, græd med unge nordkoreanske piger, forargedes over Stuart Littles naive uopdragenhed og forsvandt i tid og sted i The Time Travellers Wife. 
Jeg var afsindigt skuffet over Hvor blev du af Bernadette, og begriber slet ikke hvordan den blev præsenteret for mig som en humoristisk bog. En deprimerende, evig gentagelse af sig selv. Kun slutningen gjorde det nogenlunde værd, at have brugt sin tid på.
The Invention of Hugo Cabret fik mig til at gispe og holde vejret, grine, forundres og falde i staver over sirlige, men grove blyantsstrøg, forsvinde ind i en verden jeg altid har vidst jeg hørte til i, men som jeg ikke vidste hvor jeg skulle finde.

"Jeg kan godt lide at forestille mig verden som en stor maskine. Forstår du, maskiner har ikke nogen overflødige dele. De har nøjagtigt det antal og den slags dele, de behøver. Så hvis verden er én stor maskine, må det betyde, at der er en grund til, at jeg er her."

Om læsehjørner og systemer

Somme tider slipper en strøm af indretningsgalskab igennem mit filter. Da det er begrænset hvor meget der er at rykke rundt på, i blot to værelser, går ulykken ofte ud over mine bøger. I denne omgang skete det i går. Aftes. Og ikke før jeg var færdig kunne jeg hvile, ej heller da min kæreste erklærede sin retræte til soveværelset. Det mindede om mani - men nej, det var blot særdeles hyggeligt. De to øverste billeder viser lidt af processen - forfærdeligt fotolys, men jeg synes det var ganske skulpturelt. Hvis ikke det var så upraktisk, havde det nok fået lov at blive liggende.

Længe har jeg ytret et ønske om en ny bogreol, og som kaldet fra himlen fik jeg en forærende. Jeg har brugt så lang tid på at udtænke sindrige systemer - alfabetisk, farver, hylder til læst/ikke læst, kronologisk, genre - at jeg fik mig en overraskelse, da så, at afstanden mellem hylderne på den nytilkomne reol kun er 25 cm. Og de kan ikke rykkes. Så nu har jeg en bogreol til små bøger og en til store bøger. Haha.

Hvordan det er lykkedes mig at fylde en hel reol mere, begriber jeg simpelthen ikke. Jeg er bekendt med, at der lå bøger hist og her, på gulvet og i vindueskarme, men at de skulle fylde så meget er mig et mysterium. Jeg havde håbet, at jeg nu havde en fin bevæggrund for at gå på antikvariatjagt, men næh-nej.

Et hjemmebibliotek har længe været min drøm. Jeg drømmer om 5 meter til loftet med reoler hele vejen, chesterfieldmøbler og en stige der glider på skinner. Gerne med privat pianist der bidrager til min læsning med søde toner. Men indtil da, er min nye læsehjørne absolut tilstrækkeligt. 

Rejsebøger

På grå hverdage, når næsen løber og det seneste års varmeregning dumper ind ad døren, som en pæn påmindelse om det til tider ubarmhjertige klima vores breddegrad byder på - så finder jeg mine rejsebøger frem og drømmer mig væk til fjerne himmelstrøg. Flyver til steder der eksisterer i mine drømme og et sted derude. Steder der eksisterer i min hukommelse og i mit hjerte, som små fold-ud-bøger jeg kan hive frem når jeg hverdagen trænger sig på. Et sødt sammensurium af udtværede minder fra utallige tætskrevne sider i gamle rejsedagbøger. Fra Japan. Fra Frankrig. Fra de norske fjeldes blege og saligt kølige sommersol. Notater om dufte, gåture og en samtale med en fremmed på en fortovscafé.

Senest har jeg erhvervet mig New York Times guidebog til 125 weekender i Europa. Den har de smukkeste illustrationer, og er en fryd at have i hånden med et omslag i stof og 5 bogmærkesnore i forskellige farver. Så kan man så prøve at sortere og prioritere i et værk, hvor hver side og hver destination er præsenteret endnu mere appetitligt end den foregående.

Tidligere i dag drømte jeg om Firenze. Om grå sandsten, blegede vægmalerier i tyste katedraler og simple himmerigsmundfulde af pasta med trøfler. Nu er mit sind draget til Thailand, lokker med sine endeløse strande og lyden af bølger der ukueligt kærtegner sandet. Jeg tror, det er mine kolde tæer der har overtaget drømmerierne.

Det forekommer mig, at bøger, rejser og en lejlighedsvis kop kaffe er det eneste fornuftige at bruge sine penge på.

Søndagsslentren

Søndag, søde søndag. Dampende kaffe. Friske blomster. London Grammar skruet ned til en meditativ resonans i det fjerne. Langsomme skridt og morgenkåbe. Jeg stirrer ud af vinduet i lange minutter, og undrer mig over at København øjensynligt skynder sig lige så meget som alle andre dage.

Gregory Maguires udskældte bog "After Alice" har akkompagneret mig i dag. Bogen er pakket ind i det fineste kort i strålende farver, med et smudsomslag i kalke. Jeg er omtrent halvvejs, og forstår slet ikke de dårlige anmeldelser. Nej, det er ikke Alice i Eventyrland. Jeg længes også efter mere fra samme skuffe, men hvor ville det være ærgerligt om nogen forsøgte at efterligne Lewis Caroll. I Maguires univers er drømmen udpenslet, en skov forvandles til et skakbræt for øjnene af en, i modsætning til Carolls verden hvor transformationerne sker nærmest umærkeligt. For nu vil jeg nyde det sirlige og omhyggelige ordvalg, og forsvinde ind i et victoriansk Oxford.

"Night as in night-time? I never heard of a White Night."

"The more common name of that animal, I believe, is Noon"