Lidt om København og pusterum

Ligeså meget tid jeg havde i sidste måned, ligeså lidt tid synes nu at være til rådighed. Eller også fyldes de sparsomme timer nu bare mere effektivt ud. Bachelor er sat i gang. Alle de frivillige projekter jeg har engageret mig i kræver opmærksomhed. Og praktikken sætter virkelig mine evner på prøve.

End ikke min læselyst har rigtig været i balance. Et par uforpligtende lydbøger er det blevet til, på de mange vandringer. Det slog mig ikke, før i går, at den bog jeg læste i virkeligheden bare ikke var særlig god. Jeg tænkte, at det var min koncentration og indlevelse der svigtede. Men bogen fordrede i virkeligheden slet ikke indlevelse, var fyldt med personer der aldrig blev nævnt med andet end navn, og samtlige karakterer var sært og dog umærkeligt distancerede og usympatiske. Bogen er The Steampunk Trilogy af Paul di Filippo, en jeg havde set meget frem til, og måske især derfor gav jeg mig selv skylden for en skuffende læseoplevelse.

Er der endelig et øjeblik, fylder jeg det med hvad der synes som endeløse vandringer i det Københavnske landskab. Det eneste der synes at få mine celler til at slappe af. Kræver min umiddelbare, ukontrollerede bevidsthed. Der kan jeg slå fra og glædes over knopperne på træerne, folk der højlydt konverserer på et gadehjørne og forsvinde lidt i mængden. Og pludselig føler jeg en helt uvurderlig taknemmelighed for mine ben, der bare går og går, og det føles så let og ubesværet. Der er noget magisk over forbindelsen mellem hjerne og legemsdele, og den blotte bevægelse føles som det simpelste og største af mirakler.








På hjørnet af H. C. Lumbyes Gade og Landskronagade på Østerbro har en familie opsat et lille byttebibliotek. Det glæder mit hjerte, og med et føler man sig forbundet til en masse andre litterære sjæle, uden overhovedet at have truffet dem.

Spraglede februar

Sikke en formidabelt lyserød komposition jeg her har stablet på benene. Februar var særdeles mere spraglet end som så. Tung og let. Søvnig og aktiv. Drømmende og helt afsindigt realistisk. Sådan. BANG - her er dit liv - er det det her du vil? Samtidig med at jeg føler at jeg kan smutte lige ind igennem væggen og befinde mig i Hugo Cabrets værelse på en banegård i Paris. 

Den korte tid som fuldtid i praktik har vist mig en vidunderlig verden - efter arbejde. Jeg har læst meget og set mange film og hørt meget musik. Jeg har nydt min nyvundne frihed, at jeg nu selv regerer over timerne mellem 16 og sengetid, hvilket har været ganske mærkværdigt. Og næsten uden at blinke har det lykkedes mig at engagere mig i alskens frivillige foretagender, fordi jeg øjensynligt ikke kan finde ud af at holde fri. Gudskelov, at jeg nu skal begynde på mit bachelorprojekt, så dette anarki ikke tager overhånd. 

I februar læste jeg 9 bøger. 8 håndgribelige, 1 lydbog, og omtrent tusind siders faglitteratur.
Jeg gik lange paranoide ture på heden i Hound of the Baskervilles, græd med unge nordkoreanske piger, forargedes over Stuart Littles naive uopdragenhed og forsvandt i tid og sted i The Time Travellers Wife. 
Jeg var afsindigt skuffet over Hvor blev du af Bernadette, og begriber slet ikke hvordan den blev præsenteret for mig som en humoristisk bog. En deprimerende, evig gentagelse af sig selv. Kun slutningen gjorde det nogenlunde værd, at have brugt sin tid på.
The Invention of Hugo Cabret fik mig til at gispe og holde vejret, grine, forundres og falde i staver over sirlige, men grove blyantsstrøg, forsvinde ind i en verden jeg altid har vidst jeg hørte til i, men som jeg ikke vidste hvor jeg skulle finde.

"Jeg kan godt lide at forestille mig verden som en stor maskine. Forstår du, maskiner har ikke nogen overflødige dele. De har nøjagtigt det antal og den slags dele, de behøver. Så hvis verden er én stor maskine, må det betyde, at der er en grund til, at jeg er her."