Om læsehjørner og systemer

Somme tider slipper en strøm af indretningsgalskab igennem mit filter. Da det er begrænset hvor meget der er at rykke rundt på, i blot to værelser, går ulykken ofte ud over mine bøger. I denne omgang skete det i går. Aftes. Og ikke før jeg var færdig kunne jeg hvile, ej heller da min kæreste erklærede sin retræte til soveværelset. Det mindede om mani - men nej, det var blot særdeles hyggeligt. De to øverste billeder viser lidt af processen - forfærdeligt fotolys, men jeg synes det var ganske skulpturelt. Hvis ikke det var så upraktisk, havde det nok fået lov at blive liggende.

Længe har jeg ytret et ønske om en ny bogreol, og som kaldet fra himlen fik jeg en forærende. Jeg har brugt så lang tid på at udtænke sindrige systemer - alfabetisk, farver, hylder til læst/ikke læst, kronologisk, genre - at jeg fik mig en overraskelse, da så, at afstanden mellem hylderne på den nytilkomne reol kun er 25 cm. Og de kan ikke rykkes. Så nu har jeg en bogreol til små bøger og en til store bøger. Haha.

Hvordan det er lykkedes mig at fylde en hel reol mere, begriber jeg simpelthen ikke. Jeg er bekendt med, at der lå bøger hist og her, på gulvet og i vindueskarme, men at de skulle fylde så meget er mig et mysterium. Jeg havde håbet, at jeg nu havde en fin bevæggrund for at gå på antikvariatjagt, men næh-nej.

Et hjemmebibliotek har længe været min drøm. Jeg drømmer om 5 meter til loftet med reoler hele vejen, chesterfieldmøbler og en stige der glider på skinner. Gerne med privat pianist der bidrager til min læsning med søde toner. Men indtil da, er min nye læsehjørne absolut tilstrækkeligt. 

Rejsebøger

På grå hverdage, når næsen løber og det seneste års varmeregning dumper ind ad døren, som en pæn påmindelse om det til tider ubarmhjertige klima vores breddegrad byder på - så finder jeg mine rejsebøger frem og drømmer mig væk til fjerne himmelstrøg. Flyver til steder der eksisterer i mine drømme og et sted derude. Steder der eksisterer i min hukommelse og i mit hjerte, som små fold-ud-bøger jeg kan hive frem når jeg hverdagen trænger sig på. Et sødt sammensurium af udtværede minder fra utallige tætskrevne sider i gamle rejsedagbøger. Fra Japan. Fra Frankrig. Fra de norske fjeldes blege og saligt kølige sommersol. Notater om dufte, gåture og en samtale med en fremmed på en fortovscafé.

Senest har jeg erhvervet mig New York Times guidebog til 125 weekender i Europa. Den har de smukkeste illustrationer, og er en fryd at have i hånden med et omslag i stof og 5 bogmærkesnore i forskellige farver. Så kan man så prøve at sortere og prioritere i et værk, hvor hver side og hver destination er præsenteret endnu mere appetitligt end den foregående.

Tidligere i dag drømte jeg om Firenze. Om grå sandsten, blegede vægmalerier i tyste katedraler og simple himmerigsmundfulde af pasta med trøfler. Nu er mit sind draget til Thailand, lokker med sine endeløse strande og lyden af bølger der ukueligt kærtegner sandet. Jeg tror, det er mine kolde tæer der har overtaget drømmerierne.

Det forekommer mig, at bøger, rejser og en lejlighedsvis kop kaffe er det eneste fornuftige at bruge sine penge på.

Søndagsslentren

Søndag, søde søndag. Dampende kaffe. Friske blomster. London Grammar skruet ned til en meditativ resonans i det fjerne. Langsomme skridt og morgenkåbe. Jeg stirrer ud af vinduet i lange minutter, og undrer mig over at København øjensynligt skynder sig lige så meget som alle andre dage.

Gregory Maguires udskældte bog "After Alice" har akkompagneret mig i dag. Bogen er pakket ind i det fineste kort i strålende farver, med et smudsomslag i kalke. Jeg er omtrent halvvejs, og forstår slet ikke de dårlige anmeldelser. Nej, det er ikke Alice i Eventyrland. Jeg længes også efter mere fra samme skuffe, men hvor ville det være ærgerligt om nogen forsøgte at efterligne Lewis Caroll. I Maguires univers er drømmen udpenslet, en skov forvandles til et skakbræt for øjnene af en, i modsætning til Carolls verden hvor transformationerne sker nærmest umærkeligt. For nu vil jeg nyde det sirlige og omhyggelige ordvalg, og forsvinde ind i et victoriansk Oxford.

"Night as in night-time? I never heard of a White Night."

"The more common name of that animal, I believe, is Noon"

Forårsmorgener

I takt med at morgenerne bliver lysere, åbner mine øjne sig tidligere. Godt hjulpet på vej af lidt fuglekvidder, bevæger jeg mig rundt i lejligheden flere timer før jeg behøver. For bare en måned siden væltede jeg ud af sengen en halv time før jeg skulle møde. Så gjorde lyset sit indtog. Overskuddet. Tiden. 

Langsom morgenmad med sød børnelitteratur drysset på toppen, mens samspillet fra solen og asketræet udenfor, får skyggerne til at danse på gulvet. E.B. Whites eventyr har gjort mig selskab de seneste par morgener, og den sprøde, barnlige naivitet er sukker for sjælen så tidligt på dagen - inden hjernen kan fordøje fremmedord og mere end halvskjulte moraler.

"Stuart was an early riser: he was almost always the first person up in the morning. He liked the feeling of being the first one stirring; he enjoyed the quiet rooms with the books standing still on the shelves , the pale light coming in through the windows, and the fresh smell of day" -  Stuart Little

Timerne før Østerbro får øjne er dyrebare, og en tur i den friske morgenluft inden gaderne fyldes med cykler får mig til rent at glemme, at det stadig er vinter. De første knopper er ved at vågne fra deres hi. Gennem morgendisen viser verden sig changerende i pastelgul og turkis. Gråtonerne er fordampet, og foråret er ikke længere et minde fra i fjor, men en sitrende fornemmelse af noget nært forstående.

Den anden side af mørket

"For at kunne leve" (originaltitel "In Order to Live") af Yeonmi Park, udgivet 2015, forlaget Gyldendal

Yeonmi Park var kun 13 år, da hun tog beslutningen om at flygte til Kina fra Nordkorea. Hendes liv har hidtil været en kamp for at skaffe føde i et samfund vor landbrugsprofessorer bliver sendt i arbejdslejr, hvis høsten slår fejl. Vi følger hendes liv kronologisk og får indblik i hendes tilværelse, som en del af middelklassen - en middelklasse, der beror på sortbørshandel for at kunne skaffe mad på bordet.

Vi får en piges indblik i et diktatorisk styre som med fingerspidserne hægter sig fast til revnerne af en smuldrende ideologi. Hvordan gradvist mere desperate tider kalder på endnu mere desperate midler. Folk der er blevet opflasket med at elske deres leder, bliver reguleret hvis det afsløres at deres svigermors tante engang ejede land i det nuværende Sydkorea. Det er grusom, hjerteskærende og nødvendig læsning.

Sproget er meget lettilgængeligt, og selvom der aldrig er smurt tykt på, blev jeg berørt ind til marven. En fin detalje er hvordan sproget i bogen avancerer i takt med at Yeonmi lærer verden at kende og får en bredere horisont, og i bogens sidste afsnit forefindes decideret smukke passager.

"Jeg inhalerede bøger, som andre folk indånder ilt. Jeg læste ikke bare for at få viden eller blive underholdt; jeg læste for at leve"

Yeonmis personlige udvikling grænser til det fantastiske, og man kan ikke andet end at måbe over det mod og den initiativkraft hun besidder. Det ukuelige behov for at leve og lære, giver troen på at alt kan lade sig gøre, men at det kræver sine ofre.

Jeg kan ikke give denne bog stjerner. Hvordan kan jeg gøre mig til dommer over en fortælling som denne? Men jeg kan græde og smile, og være taknemmelig over at denne historie bliver fortalt. Jeg kan ikke anfægte noget i, det har jeg ikke mandat til. Jeg kan kun tage den til mig som et stykke vidnesbyrd, et stykke verdenshistorie, og håbe i mit inderste at denne dokumentation vil destabilisere dette syge system yderligere.

Det er en sjældenhed, at jeg læser "Tak til"-afsnittet, men denne gang følte jeg det nærværende og af dyb betydning for fortællingen, hvilke mennesker der har stået ved Yeonmis side. Jeg tror på at alle, der lytter på hendes beretning ligesåvel gør en indsats.

Bidt af en gal humlebi

"Humlen ved det hele" (originaltitel "A Sting in the Tale") af Dave Goulson, udgivet 2013, forlaget Don Max, 4/5 stjerner

Dave Goulson er britisk humlebiekspert. Han har viet sit liv til at forbedre forholdende for denne insektgruppe på nationalt og globalt plan. Dette er hans historie, fra hans første spæde skridt med sit insektnet i rurale England, til hans position som ledende forsker og grundlægger af organisationen"The Bumblebee Conservation Trust".

Det kan umiddelbart lyde både lidt kedeligt og lidt kært, men Goulson har lavet et stykke arbejde med så meget indlevelse, at jeg ikke nåede meget mere end en tredjedel ind i bogen, før bevarelse og begunstning af humlebiers levesteder virkede som det mest meningsfulde man overhovedet kan bruge sine dyrebare sekunder på denne klode på. Biodiversitet og naturkvalitet er generelt emner der ligger mig meget på sinde, men Goulsons ildhu var blot vand på min mølle.

Udover at få sit budskab meget klart igennem, er sproget letspiseligt og jeg kluklo mig hele vejen igennem. Bogens humor er sød og umiddelbar, og den gjorde de ellers akademiske emner lettilgængelige.

       "Rent aerodynamisk burde humlebien ikke være i stand til at flyve, men det ved den ikke, så derfor flyver den alligevel"

Kun en enkelt gang bliver "nørderiet" lidt tungt, hvilket er imponerende i et værk der bearbejder biers livscyklus og specifikke forskningsprojekter ned i allermindste detalje.

Bogen formår også at være både poetisk og intertekstuel, og den giver fine beskrivelser af andre prominente personers beskæftigelse med humlebier, samtidig med at bierne bliver sat ind i en ren biologisk og økologisk kontekst. Alle aspekter af humlebiers betydning i den moderne verden bliver således sat i relief. Der findes vel ikke noget mere tilfredsstillende end at være underholdt til fingerspidserne mens man mæsker sig i viden?

Februar

Februar bliver trods sit dårlige ry en særdeles begivenhedsrig omgang i år. Udover de tilbagevendende glæder som fastelavnsboller og min fødselsdag, så bliver februar den måned hvor jeg starter mit bachelorprojekt og sideløbende praktik hos Danmarks Naturfredningsforening.

Måneden byder desuden på en masse planer, nu hvor lektier er en saga blot (bachelorprojekt gælder ikke, vel? Jeg kommer jo naturligvis til at være hamrende godt organiseret, således at jeg kan holde fri kl. 16 hver dag. Ahem)  

Følgende punkter er på månedes kulturelle to-do-liste.

1. Dining Week i uge 7 tænder julelys i mine øjne, og jeg glæder mig abnormt til at besøge Giggles, Fleisch og Tribeca.

2. 2016 har allerede budt på mange gode filmpremierer i de næste par uger vil jeg indhente det forsømte fra januar, og holde trit med de nyeste - Ex. Machina, Den Danske Pige, Hateful Eight og The Revenant står øverst på listen.

3. Jeg vil forsøge endelig at få besøgt Medicinsk Museions udstilling Det Indsamlede Menneske som jeg har haft på listen i snart et år.

4. Udstillingsåbningen af Tæt på på Statens Museum for Kunst vil jeg stræbe efter at besøge. Udover et skønt tema berører udstillingen den tidsperiode i kunsthistorien jeg finder mest interessant.

5. Jeg håber at kunne afsætte nok vinteraftener i selskab med min sofa og en kande the, til at kunne få læst mindst tre bøger. Listen tæller The Hound of the Baskervilles af Arthur Conan Doyle, The Steampunk Trilogy af Paul di Filippo og In Order to Live af Yeonmi Park.

Billederne er taget på den smukkeste tur til Stigsnæs i går aftes. Og nogen sagde at februars himmel er grå.

En lise for sjælen

Efter de sidste krampagtige trækninger fra en ekstraordinært tung eksamensperiode havde fortaget sig, begav min elskede og jeg mig mod Nordens Venedig, bevæbnet med bøger og eventyrlyst. På skinner gik turen mod nord, gennem endeløse skove. Intet er så meditativt som at betragte verden gennem et togvindue.

Om det er en vandrehistorie, ved jeg ikke, men svenskerne slår mig som verdens mest kagespisende folkeslag, med et konditori på hvert et hjørne. Det smittede ikke overraskende af.

Strindberg troner i Stadsbibliotekets majestætiske kuppel

Langsomme slentreture, peoplewatching og talrige besøg i Stockholms velassorterede antikvariater dominerede dagsordenen. Ikke at skulle stjæle sig til 10 sider i spisepausen, men at give sig selv lov til at sidde i en blød gammel lænestol på en café og læse i to timer, alt imens travle mappemænd læser Aftonbladet over en kvikk lunsj. Jeg fik læst The Time Travellers Wife og Animal Farm. Førstnævnte knuste mit hjerte, hvorimod Kammerat Napoleon og hans slæng fremstod mig banalt og meget lidt morsom. En klassiker skal selvfølgelig ses i sin samtids øjne, og i denne sammenhæng er bogens relevans selvfølgelig indiskutabel, men for mig er det ikke nok. 

Semlor er svenskernes udlægning af fastelavnsbollen, og de har fat i den lange ende med en himmerigsmundfuld af kanelbulle, marcipan, remonce og flødeskum i stride strømme.

Rönnells Antikvariat på Birger Jarlsgatan 32 er tre etagers uforlignelig stemning, med en rigtig fin lille engelsk afdeling, i tilfælde af, at ens svenske er lidt rustent. Jeg erhvervede mig to smukke, røde, læderindbundne Macdonald Classics fra 1975, henholdsvis Jane Eyre og Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Begge syntes ikke nogensinde at være åbnet - win!