fredag den 8. april 2016

Perla


"Perla" af Carolina De Robertis, udgivet 2012, Politikens Forlag, 3/5 stjerner

Perlas far er officer ved den argentinske flåde, og på trods af hendes hengivenhed overfor ham, ved hun, at hun kun kender den halve sandhed om faderens fortid. Forældrene formår ikke at skærme Perlas årvågne ører for rygter om folk der er forsvundet sporløst, og om mødre der troligt demonstrerer for deres forsvundne sønner. 
"Mor sukkede. "Det er fint, at du gerne vil lære så meget," sagde hun, selvom hun alligevel prøvede at styre mig tilbage til børnebøgerne, som var lettere at forstå, påpegede hun, og desuden var det mindre sandsynligt, at de var fuldt med løgne."
Under det argentinske militærdiktatur mellem 1976 og 1983 forsvandt 30.000 mennesker. Havet var i mange tilfælde endestationen for de ulyksalige folk der modsatte sig styret. En af disse skæbner har bosat sig på Perlas stuegulv; på bedste magisk realistiske vis finder sandheden ind i hendes liv med et genfærd. Et af de absolut fineste elementer i denne fortælling er deres stiltiende konversation, hvordan man higer efter at kende sandheden bag mandens visit, men kun får flige, og Perla får slet ingenting - måske fordi hun allerede ved.

Den grove vold står i skarp kontrast til den fine, farverige skrivestil, og atmosfæren af solskin og et ubesværet ungdomsliv, som meget af den historie vi får fra Perlas perspektiv er præget af. Netop Perlas ubekymrede hverdagsobservationer gjorde at læseoplevelsen for mig havde flere dimensioner og ikke kun bliver til en beretning om systematiske løgne, svigt og tortur.
"Og hvor var det egentlig et besynderligt ritual, det at forberede sig på at gå ud, og at det at bevæge sig ud i verden og foretage sig ting, der kan betegnes som produktive, medfører disse små intime ritualer som at plukke øjenbryn, indsæbe lår, sætte hår foran spejlet, disse ritualer, hvor man ser på sig selv uden at se på sig selv"
Anderledes dyster er skrivestilen når historien er set gennem det dryppende genfærd øjne. Vandet er allestedsnærværende, også i bølgerne af de sætninger der synes nærmest endeløse. Poesien er ikke til at tage fejl af, men kunne være gjort kortere og mere præcist end det er tilfældet. Flere gange glipper min opmærksomhed og jeg springer ubevidst nogle ord over, og beslutter mig efterfølgende for ikke at vende tilbage til dem. Strømmen af ord, og sætningerne der kan blive mange, mange linjer lange uden et punktum virker som en ureredigeret, fri og essayagtig tankestrøm. Alligevel falder jeg sommetider over en vending, der synes at besidde uendelig dybde.


Andre gange kræver ordene en udelt opmærksomhed og de er hver især dyrebare, giver klare, men sparsomme stumper af noget, jeg vil have mere af. For hele vejen, trods hvad der for mig syntes som fyld - stemningsbetonende fyld, men dog fyld - er selve historien fænomenal. For det meste ses denne uforglemmelige, hjerteskærende historie dog gennem et skvulpende turkisgråt filter, som på den ene side understreger den uvidenhedens tåge som hele Argentinas befolkning levede i under og umiddelbart efter styrets fald. På den anden side efterlod det mig utålmodig.






torsdag den 7. april 2016

Om stilhed og vand

































































På trods af hyppige yogatimer og en ingen-elektronik-i-soveværelset-politik, er jeg usandsynligt dårlig til at slappe af og lade stilheden råde. Det eneste der øjensynligt virker, er vand og vidtstrakte horisonter. At lade blikket hvile, og lade tankerne blive ét med dønningernes blide brusen. At slentre, langsomt, i takt med at himmelen skifter farve og den lavendelblå bliver til fersken og bly.

Var det ikke for studierne, havde jeg smidt hvad jeg har i hænderne og flygtet ud til vandet og sandet og skoven. Det her bilos er vidst ikke lige mig, omend jeg er en flittig aftager af kulturtilbud. Men den her stilhed. Den allestednærværende stilhed, den koster ikke noget, den er ikke et arrangement annonceret på facebook. Den er gratis og den er livgivende.




onsdag den 6. april 2016

Noget om bogmærker og at gøre bøger til sine egne













































I dag så jeg på Arnold Buscks facebookside en illustration, der - selvfølgelig ment i sjov - deler folk op i to grupper; dem der bruger bogmærker, og monstre som laver æselører. Jeg har haft diskussioner med veninder om den nærmest blasfemiske handling det er, at "tilsmudse" de fuldendte og fejlfri sider, ligeledes har jeg set blogindlæg om selvsamme. Og her står jeg med en fod i begge lejre. Som med så meget andet har jeg simpelthen intet system for min handlen, haha. Nogle bøger får mine fingre til at krible og kilde for at tegne små tegninger, understrege passager, skrive i margen og lave æselører hver gang en side fanger min opmærksomhed exceptionelt. Andre bøger - ofte de specielt smukke eksemplarer eller de, der simpelthen ikke fanger min interesse, får lov at forblive intakte.

Utallige timer af mit liv er blevet brugt hos bogantikvarer, og jeg finder en enorm charme i et simpelt 35 ,- bag på forsiden, forrige ejers initialer eller en hilsen som tegn på, at bogen en gang har været givet i gave: Kæreste du, jeg kluklo hele vejen igennem og kom til at tænke på dig.
Noterne giver i min verden bøgerne en ekstra dimension. Bogen vil aldrig bare stå alene, for to mennesker læser som bekendt aldrig den samme bog. Skriblerierne og æselørerne er stadfæstelsen af en tilegnelse, personliggørelsen.



Blot fordi jeg generelt er skruppelløs med hensyn til overgreb på mine stakkels indbundne venner, betyder det dog ikke, at jeg kan undvære bogmærker. Bogmærker er uundværlige følgesvende og som oftest stemningsgivende i sig selv. En evig forvirring ville opstå, hvis jeg skulle kende forskel på æselører der markerer passager der skal genopleves og de, der angiver, hvortil jeg er nået. Mine kreative evner er begrænsede, men når den kommer til bogmærker vil skabelysten ingen ende tage. Omtrent to tredjedele af mine bogmærker har jeg selv kreeret, og resten er minder fra rejser eller bogforretninger jeg har kær. Hver et mærke har en historie, et ophav.