tirsdag den 3. maj 2016

Neil og Amanda

Sjældent har jeg hang til romantik, og hvis ikke denne kommer i særligt smuk indpakning, som for eksempel Jane Eyre eller en tilsvarende sjov og pudsig tilgang, som Rainbow Rowell formår, så keder jeg mig ofte bravt. Romantik er et hyppigt tema i mange fantasybøger, som ellers er en foretrukken genre, men det er ofte tabt på mig, og jeg føler det er fyld for fyldets skyld, som fjerner fokus fra det essentielle; magi, drager og det ondes kamp for evigt liv!

Anderledes varm om hjertet blev jeg, da jeg for ikke mange måneder siden erfarede, at to af verdens mest geniale mennesker skulle have et barn sammen. Amanda Palmer og Neil Gaiman har begge været med til at forme min barndom, og en mere poetisk romance kan jeg næsten ikke forestille mig. Da jeg som ensom 13-årig læste Coraline for første gang, gudhjælpemig omtrent samtidig som jeg opdagede bandet Dresden Dolls, følte jeg en mening og en samhørighed med det univers som de hver især skabte. Amandas musik har fulgt mig hele vejen - Neil er jeg vendt tilbage til efter nogle års alt for sporadisk læsen.

It's a match made in Neverwhere - den der skæve tilgang, som alligevel er ultraskarp og samfundskritisk. Amanda har sammen med en tegner skabt en lille film om Neil. Det her er romantik på et helt andet plan. Virkelig, men drømmende. Uden berøring, men mere nær end tusind kys. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar