Perla

"Perla" af Carolina De Robertis, udgivet 2012, Politikens Forlag, 3/5 stjerner

Perlas far er officer ved den argentinske flåde, og på trods af hendes hengivenhed overfor ham, ved hun, at hun kun kender den halve sandhed om faderens fortid. Forældrene formår ikke at skærme Perlas årvågne ører for rygter om folk der er forsvundet sporløst, og om mødre der troligt demonstrerer for deres forsvundne sønner. 

"Mor sukkede. "Det er fint, at du gerne vil lære så meget," sagde hun, selvom hun alligevel prøvede at styre mig tilbage til børnebøgerne, som var lettere at forstå, påpegede hun, og desuden var det mindre sandsynligt, at de var fuldt med løgne."

Under det argentinske militærdiktatur mellem 1976 og 1983 forsvandt 30.000 mennesker. Havet var i mange tilfælde endestationen for de ulyksalige folk der modsatte sig styret. En af disse skæbner har bosat sig på Perlas stuegulv; på bedste magisk realistiske vis finder sandheden ind i hendes liv med et genfærd. Et af de absolut fineste elementer i denne fortælling er deres stiltiende konversation, hvordan man higer efter at kende sandheden bag mandens visit, men kun får flige, og Perla får slet ingenting - måske fordi hun allerede ved.

Den grove vold står i skarp kontrast til den fine, farverige skrivestil, og atmosfæren af solskin og et ubesværet ungdomsliv, som meget af den historie vi får fra Perlas perspektiv er præget af. Netop Perlas ubekymrede hverdagsobservationer gjorde at læseoplevelsen for mig havde flere dimensioner og ikke kun bliver til en beretning om systematiske løgne, svigt og tortur.

"Og hvor var det egentlig et besynderligt ritual, det at forberede sig på at gå ud, og at det at bevæge sig ud i verden og foretage sig ting, der kan betegnes som produktive, medfører disse små intime ritualer som at plukke øjenbryn, indsæbe lår, sætte hår foran spejlet, disse ritualer, hvor man ser på sig selv uden at se på sig selv"

Anderledes dyster er skrivestilen når historien er set gennem det dryppende genfærd øjne. Vandet er allestedsnærværende, også i bølgerne af de sætninger der synes nærmest endeløse. Poesien er ikke til at tage fejl af, men kunne være gjort kortere og mere præcist end det er tilfældet. Flere gange glipper min opmærksomhed og jeg springer ubevidst nogle ord over, og beslutter mig efterfølgende for ikke at vende tilbage til dem. Strømmen af ord, og sætningerne der kan blive mange, mange linjer lange uden et punktum virker som en ureredigeret, fri og essayagtig tankestrøm. Alligevel falder jeg sommetider over en vending, der synes at besidde uendelig dybde.

Andre gange kræver ordene en udelt opmærksomhed og de er hver især dyrebare, giver klare, men sparsomme stumper af noget, jeg vil have mere af. For hele vejen, trods hvad der for mig syntes som fyld - stemningsbetonende fyld, men dog fyld - er selve historien fænomenal. For det meste ses denne uforglemmelige, hjerteskærende historie dog gennem et skvulpende turkisgråt filter, som på den ene side understreger den uvidenhedens tåge som hele Argentinas befolkning levede i under og umiddelbart efter styrets fald. På den anden side efterlod det mig utålmodig.