Noget om bogmærker og at gøre bøger til sine egne

I dag så jeg på Arnold Buscks facebookside en illustration, der - selvfølgelig ment i sjov - deler folk op i to grupper; dem der bruger bogmærker, og monstre som laver æselører. Jeg har haft diskussioner med veninder om den nærmest blasfemiske handling det er, at "tilsmudse" de fuldendte og fejlfri sider, ligeledes har jeg set blogindlæg om selvsamme. Og her står jeg med en fod i begge lejre. Som med så meget andet har jeg simpelthen intet system for min handlen, haha. Nogle bøger får mine fingre til at krible og kilde for at tegne små tegninger, understrege passager, skrive i margen og lave æselører hver gang en side fanger min opmærksomhed exceptionelt. Andre bøger - ofte de specielt smukke eksemplarer eller de, der simpelthen ikke fanger min interesse, får lov at forblive intakte.

Utallige timer af mit liv er blevet brugt hos bogantikvarer, og jeg finder en enorm charme i et simpelt 35 ,- bag på forsiden, forrige ejers initialer eller en hilsen som tegn på, at bogen en gang har været givet i gave: Kæreste du, jeg kluklo hele vejen igennem og kom til at tænke på dig.

Noterne giver i min verden bøgerne en ekstra dimension. Bogen vil aldrig bare stå alene, for to mennesker læser som bekendt aldrig den samme bog. Skriblerierne og æselørerne er stadfæstelsen af en tilegnelse, personliggørelsen.

Blot fordi jeg generelt er skruppelløs med hensyn til overgreb på mine stakkels indbundne venner, betyder det dog ikke, at jeg kan undvære bogmærker. Bogmærker er uundværlige følgesvende og som oftest stemningsgivende i sig selv. En evig forvirring ville opstå, hvis jeg skulle kende forskel på æselører der markerer passager der skal genopleves og de, der angiver, hvortil jeg er nået. Mine kreative evner er begrænsede, men når den kommer til bogmærker vil skabelysten ingen ende tage. Omtrent to tredjedele af mine bogmærker har jeg selv kreeret, og resten er minder fra rejser eller bogforretninger jeg har kær. Hver et mærke har en historie, et ophav.