mandag den 15. februar 2016

Den anden side af mørket











"For at kunne leve" (originaltitel "In Order to Live") af Yeonmi Park, udgivet 2015, forlaget Gyldendal

Yeonmi Park var kun 13 år, da hun tog beslutningen om at flygte til Kina fra Nordkorea. Hendes liv har hidtil været en kamp for at skaffe føde i et samfund vor landbrugsprofessorer bliver sendt i arbejdslejr, hvis høsten slår fejl. Vi følger hendes liv kronologisk og får indblik i hendes tilværelse, som en del af middelklassen - en middelklasse, der beror på sortbørshandel for at kunne skaffe mad på bordet.



Vi får en piges indblik i et diktatorisk styre som med fingerspidserne hægter sig fast til revnerne af en smuldrende ideologi. Hvordan gradvist mere desperate tider kalder på endnu mere desperate midler. Folk der er blevet opflasket med at elske deres leder, bliver reguleret hvis det afsløres at deres svigermors tante engang ejede land i det nuværende Sydkorea. Det er grusom, hjerteskærende og nødvendig læsning.




Sproget er meget lettilgængeligt, og selvom der aldrig er smurt tykt på, blev jeg berørt ind til marven. En fin detalje er hvordan sproget i bogen avancerer i takt med at Yeonmi lærer verden at kende og får en bredere horisont, og i bogens sidste afsnit forefindes decideret smukke passager.


"Jeg inhalerede bøger, som andre folk indånder ilt. Jeg læste ikke bare for at få viden eller blive underholdt; jeg læste for at leve"


Yeonmis personlige udvikling grænser til det fantastiske, og man kan ikke andet end at måbe over det mod og den initiativkraft hun besidder. Det ukuelige behov for at leve og lære, giver troen på at alt kan lade sig gøre, men at det kræver sine ofre.



Jeg kan ikke give denne bog stjerner. Hvordan kan jeg gøre mig til dommer over en fortælling som denne? Men jeg kan græde og smile, og være taknemmelig over at denne historie bliver fortalt. Jeg kan ikke anfægte noget i, det har jeg ikke mandat til. Jeg kan kun tage den til mig som et stykke vidnesbyrd, et stykke verdenshistorie, og håbe i mit inderste at denne dokumentation vil destabilisere dette syge system yderligere.



Det er en sjældenhed, at jeg læser "Tak til"-afsnittet, men denne gang følte jeg det nærværende og af dyb betydning for fortællingen, hvilke mennesker der har stået ved Yeonmis side. Jeg tror på at alle, der lytter på hendes beretning ligesåvel gør en indsats.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar