torsdag den 11. februar 2016

Bidt af en gal humlebi





"Humlen ved det hele" (originaltitel "A Sting in the Tale") af Dave Goulson, udgivet 2013, forlaget Don Max, 4/5 stjerner

Dave Goulson er britisk humlebiekspert. Han har viet sit liv til at forbedre forholdende for denne insektgruppe på nationalt og globalt plan. Dette er hans historie, fra hans første spæde skridt med sit insektnet i rurale England, til hans position som ledende forsker og grundlægger af organisationen"The Bumblebee Conservation Trust".

Det kan umiddelbart lyde både lidt kedeligt og lidt kært, men Goulson har lavet et stykke arbejde med så meget indlevelse, at jeg ikke nåede meget mere end en tredjedel ind i bogen, før bevarelse og begunstning af humlebiers levesteder virkede som det mest meningsfulde man overhovedet kan bruge sine dyrebare sekunder på denne klode på. Biodiversitet og naturkvalitet er generelt emner der ligger mig meget på sinde, men Goulsons ildhu var blot vand på min mølle.

Udover at få sit budskab meget klart igennem, er sproget letspiseligt og jeg kluklo mig hele vejen igennem. Bogens humor er sød og umiddelbar, og den gjorde de ellers akademiske emner lettilgængelige.
       "Rent aerodynamisk burde humlebien ikke være i stand til at flyve, men det ved den ikke, så derfor flyver den alligevel"

Kun en enkelt gang bliver "nørderiet" lidt tungt, hvilket er imponerende i et værk der bearbejder biers livscyklus og specifikke forskningsprojekter ned i allermindste detalje.

Bogen formår også at være både poetisk og intertekstuel, og den giver fine beskrivelser af andre prominente personers beskæftigelse med humlebier, samtidig med at bierne bliver sat ind i en ren biologisk og økologisk kontekst. Alle aspekter af humlebiers betydning i den moderne verden bliver således sat i relief. Der findes vel ikke noget mere tilfredsstillende end at være underholdt til fingerspidserne mens man mæsker sig i viden?








Ingen kommentarer:

Send en kommentar